D. 5. juni afholdes årets lokale Folkemøde. Vi, DcH Nykøbing-Rørvig deltager med en aktivitetsbane, et hjørne med Nosework, et kreahjørne med fremstilling af legetøj, samt et hjørne, hvor folk kan lave deres egne godbidder. Folkemødet er åbent mellem kl. 9:00 og 17:00. Niels og Diana er tovholdere og er også at finde på pladsen hele dagen. Vi kan ikke klare det hele alene og har brug for, at nogle medlemmer kommer og hjælper med at få liv på vores aktivitetsområde. Vi laver en af vores altid sjove baner med en blanding af mikro Biathlon, agility og rally, og der skal nogle hunde igennem, så vi kan vise hvor sjovt det kan være at gå til hundetræning. Der foregår rigtig mange spændende ting på Folkemødet og der er rig mulighed for at gå rundt og opleve, og samtidig spise sig mæt i smagsprøver. Vi ved det er en lang dag, så man har mulighed for at tilmelde sig formiddag, eftermiddag eller hele dagen. Håber I vil støtte op om vores stand på Folkemødet. Vi vil gerne reklamere for vores dejlige klub.
|